10 måneder senere – 40 kg lettere i alt 70 kg og et helt nyt liv ❤️

Ikke fordi jeg skammer mig over den kvinde, jeg var. Tværtimod. Hun kæmpede hver eneste dag. Hun smilede, selv når kroppen gjorde ondt. Hun gemte sine bekymringer bag et grin og gjorde sit allerbedste med de kort, livet havde givet hende. Men indeni drømte hun om noget andet. Hun drømte om at kunne gå en lang tur uden smerter. Om at kunne danse uden at blive forpustet. Om at kunne tage plads i et flysæde uden at være nervøs. Om at få sit liv tilbage. I dag er der gået 10 måneder siden min Gastric Bypass-operation den 2. september 2025. Jeg er 40 kg lettere siden operationen – og hele 70 kg lettere siden min rejse begyndte i 2024. Det er stadig helt surrealistisk at skrive. Da vægten tog styringen Jeg har været overvægtig i mange år, men sådan har det ikke altid været. Først i slutningen af mine 20’ere tog jeg omkring 60 kg på, og pludselig stod jeg et sted, jeg aldrig havde forestillet mig. På mit højeste vejede jeg 155 kg. Det er et tal, jeg tidligere næsten ikke turde sige højt. Ikke fordi jeg skammede mig over mig selv, men fordi jeg vidste, hvilke fordomme der ofte følger med overvægt. Sandheden er, at overvægt handler om meget mere end et tal på en vægt. Det handler om smerter. Det handler om begrænsninger. Det handler om at føle, at kroppen ikke længere samarbejder. Jeg lærte at acceptere mit spejlbillede. Jeg fandt tøj, der passede mig, og jeg levede mit liv. Men indeni følte jeg mig aldrig som den Monika, jeg vidste, jeg stadig var. Da håbet kom tilbage I 2024 begyndte jeg på Wegovy. Jeg tabte mig 20 kg, men prisen var høj. Jeg havde konstant kvalme og blev utrolig dårlig af bivirkningerne. Samtidig kæmpede jeg med følgerne efter en brækket fod og smerter fra slidgigt i både knæ og lænd. Jeg kunne mærke, at hvis der ikke skete noget snart, ville min fremtid blive meget anderledes, end jeg ønskede. Et møde jeg aldrig glemmer Da jeg kom til Hvidovre Hospital for at få undersøgt min fod, mødte jeg overlæge Lars Ebskov. Et menneske, som kom til at ændre mit liv. Han konstaterede, at min fod havde tre forskellige skader. Men han sagde også, at han ikke kunne operere mig, så længe mit BMI var over 40. Derefter stillede han mig et spørgsmål, som blev starten på et helt nyt kapitel. “Har du overvejet fedmekirurgi?” Jeg smilede lidt. “Om jeg har.” Jeg havde allerede søgt fire gange gennem min egen læge og var blevet afvist hver eneste gang. Jeg var tæt på at have opgivet. Da Lars tilbød at sende en ny henvisning, sagde jeg: “Det her er sidste gang. Jeg kan ikke klare flere afvisninger.” Heldigvis blev det ikke endnu en afvisning. Det blev begyndelsen på mit nye liv. Vejen dertil Jeg stoppede med Wegovy i december 2024. I februar begyndte en veninde og jeg til vandfitness, samtidig med at jeg gik i gang med styrketræning og lagde min kost helt om. Fra marts til juli tabte jeg 16 kg. I august blev jeg endeligt godkendt. Og den 2. september 2025 lå jeg på operationsbordet. Den største beslutning i mit liv Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var bange. Tankerne kørte rundt. Ville jeg fortryde? Ville jeg kunne spise normalt igen? Hvordan ville min krop komme til at se ud? Ville operationen gå godt? Ingen kan forberede dig fuldstændigt på sådan en rejse. Man kan læse alt, høre alle historier og stille tusind spørgsmål. Men i sidste ende er det din egen krop, der skal skrive historien. De første uger De første dage var hårde. Jeg havde voldsom kvalme, ingen appetit og næsten ingen lyst til at drikke. Proteindrikkene, som jeg havde købt på forhånd, kunne jeg slet ikke holde ud. Den dag i dag giver lugten mig stadig kvalme. Efter omkring fem dage begyndte kroppen heldigvis langsomt at samarbejde. Jeg kom igennem de forskellige kostfaser én dag ad gangen. Det sværeste var næsten, at jeg ikke måtte styrketræne i seks uger. For første gang i mange år havde jeg faktisk lyst til at bevæge mig. 10 måneder senere… Hvis du spørger mig i dag, om jeg ville gøre det igen, er svaret helt enkelt. Ja. Tusind gange ja. Operationen er ikke en nem løsning. Den er et værktøj. Resten af arbejdet skal du selv gøre. Derfor træner jeg stadig. Jeg går mine skridt. Jeg tager mine vitaminer. Jeg prioriterer protein. Jeg passer på mig selv. Ikke fordi jeg skal. Men fordi jeg endelig har fået et liv, jeg elsker at leve. Jeg kan trække vejret uden besvær. Jeg kan danse hele aftenen. Jeg lever med langt færre smerter. Jeg føler mig fri på en måde, jeg næsten havde glemt fandtes. Og måske er det største af det hele… At jeg endelig føler, at den Monika, jeg ser i spejlet, også er den Monika, jeg altid har været indeni. Tusind tak, fordi du følger med på min rejse. Tak fordi I hepper, skriver beskeder og glæder jer sammen med mig. Det betyder mere, end ord kan beskrive. Jeg deler lidt billeder fra før og efter operationen – og fra selve operationsdagen. Tak fordi du læste med. ❤️ Knus Monika